#bigbirdbox

Gennem den nys overståede sommerferie, fik jeg bygget og installeret den vel nok største fuglekasse jeg selv nogensinde har set, efter igennem længere tid at ha’ gået og grublet over hvordan jeg skulle gribe et sådant projekt an. Udgangspunktet var en “ubrugt” gavl på mit udhus samt en masse palletræ/kalmarbrædder. Første billede viser hvorledes jeg fik startet med installation af kassens bund:

Senere med bagbeklædning samt opdeling af lejligheder:

Sidst men ikke mindst med fronten monteret. Bemærk det lille twist med fremhævet øverste planke. Dette var sådan set ikke planlagt fra starten, men blev en ekstra tilføjet feature ret sent i planlægningsprocessen:

De tre fuglekassehuller er henholdsvis 3, 5 og 10 centimeter i diameter, beregnet til f.eks. småmejser, stærestørrelse samt evt. Allike/Kirkeugle. Sidstnævnte ville være megacool at få som logerende, men er næppe en mulig sandsynlighed. Planen er at kassen som det øvrige træværk skal behandles med trætjære inden vinterens komme, så det kan stå og tørre godt ind gennem de næste 6 måneder.
Det er svært at se på billederne, men udover fuglekasserne er der plads bagved konstruktionen, som kunne anvendes som f.eks. flagermusekasse, hvis der da nogensinde kommer sådan nogen forbi – de er halvsjældne på disse kanter.

Hele konstruktionen er iøvrigt 150 x 80 centimeter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *